Er sukkerfri produkter gode for tænderne?
De fleste af os er udmærket klar over, at sukkerfri produkter generelt set er sundere for os end produkter med højt sukkerindhold. Jo mindre sukkerholdigt produkter er, desto færre kalorier indeholder det nemlig, og dermed tager vi ikke lige så let på i vægt eller oplever problemer med kolesteroltal i samme omfang osv.
Men man bør være opmærksom på en ganske anden ting også, når det handler om sukkerfri produkter – nemlig vores tænders sundhed. Det kan nemlig også godt være, at de sukkerfri produkter er bedre for resten af vores krop, men vores tænder kan stadig udsættes for alvorlige skader, selvom man indtager mad- og drikkevarer med lavt sukkerindhold.
Pas på syreskader
Flere og flere danskere pådrager sig alvorlige syreskader på tænderne som følge af nedbrudt og ødelagt tandemalje. Emaljen nedbrydes blandt andet, når man udsætter sine tænder for syre, hvilket er slemt og kan have alvorlige følger – både sundhedsmæssigt og økonomisk.
Problemet er som oftest, at vi umiddelbart tænker, at de sukkerfri produkter, heriblandt sukkerfri sodavand, juice og saftevand, er sundere på alle punkter. Det er dog ikke altid tilfældet, når det handler om vores tænders sundhed.
De sukkerfri sodavand og andre læskedrikke er nemlig lige så syrlige som de normale, sukkerholdige produkter. De har faktisk lige så lavt pH-værdi som eddike, og derfor forårsager de syreangreb og følgende syreskader på tænderne, fuldstændig på samme måde som de sukkerholdige produkter.
Hvordan undgår jeg syreskader?
Du kan gøre en række ting for at undgå eller minimere risiciene for syreskader på dine tænder.
- Undgå at indtage store mængder af sodavand og andre læskedrikke. Det gælder også de sukkerfri produkter.
- Når du har indtaget noget surt eller syrligt, og dermed har udsat tænderne for syre, bør du skylle din mund med vand. På den måde skyller du syren væk.
- Du bør ikke børste dine tænder med det samme, efter du har indtaget syrlige mad- eller drikkevarer, eller hvis du f.eks. har kastet op (mavesyre i munden). Det vil nemlig bare forværre situationen, idet du hjælper syrens afslibning af din tandemalje på vej. Skyl i stedet for din mund med vand, og vent med at børste tænderne til senere.