Har du dårlig ånde

”Foetor ex ore” eller ”halitosis” er pæne ord for noget grimt, vi alle sammen kender. Hvor mange har ikke beholdt hovedet under dynen om morgenen, for ikke at skræmme kæresten væk med sin heftige morgenånde? Eller pustet sig selv i hånden, for bagefter at snuse til udåndingen for at undersøge, om det er okay at åbne munden og snakke til sidemanden?

Foertor ex ore og halitosis betyder dårlig ånde, men dækker over mere end blot morgen- og hvidløgsånden.

I dag har cirka hver 5. dansker nemlig lidelsen, som er karakteriseret ved en ildelugtende ånde, der ikke ophører ved almindelig tandbørstning. Det er et ubehageligt problem for både personen der rammes, og for familien, vennerne, arbejdskollegaerne og omgangskredsen i det hele taget. I nogle tilfælde er lidelsen så alvorlig, at det kan forårsage psykiske problemer, hos den der er ramt.

Forebyggelse af dårlig ånde

Der kan være mange forskellige årsager til, hvorfor man udvikler dårlig ånde, men oftest kan man forebygge det rimelig simpelt. Her betyder mundhygiejnen alt. Både den almindelige tandbørstning, brugen af tandtråd og hyppige tandrensninger er vigtige dagligdagsgøremål i forebyggelsen af bakterier i mundhulen.

Tommelfingerreglen er, at man skal børste tænder to gange om dagen i tre minutter og desuden skifte tandbørsten ud med en ny hver 3-4. Måned. Det gælder både for den almindelige tandbørste og for el-tandbørsten. Derudover fjerner tandtråden alle de madrester og tandsten, der sidder mellem tænderne, og sørger på den måde for at holde munden ren de steder, hvor tandbørsten ikke kan nå.

Det er svært for forskerne at afgøre, hvorvidt den manuelle tandbørste er bedre end el-tandbørsten. For nogle er den manuelle tandbørste mest effektiv og for andre er det el-tandbørsten. Alligevel er forskere enige om, at el-tandbørsten er nemmere at bruge og har lettere ved at komme hele vejen rundt i munden.

Det skyldes det kraftige håndtag, børstehovedets lille form og bevægelserne. Især hos børn og ældre mennesker, er el-tandbørsten derfor et godt alternativ.

I 90 % af tilfældene af dårlig ånde stammer lugten fra svovlgasser, der findes i munden. Det kan være fra bakterier på tungen, i tandkødslommer eller i utætte fyldninger. De resterende 10 % stammer fra almindelige sygdomme, indtagelse af bestemte lægemidler eller føde- og drikkevarer.

Årsager i munden

Tandkødsbetændelse og paradentose er to af de sygdomme, der kan forebygges ved at opretholde en god hygiejne i munden. Det samme gælder for tandproteser, som skal holdes ekstra rene, jo ældre de bliver.

Unge mennesker kan også døje med betændelse omkring frembrydende visdomstænder. Alle disse mundsygdomme kan forårsage dårlig ånde, men kan samtidig forebygges med en god mundhygiejne.

Sygdomsårsager

Betændelse i mandlerne og sygdomme i luftrør, strubehoved eller lunger kan også give dårlig ånde. Ligeledes kan sygdomme i mave-tarmkanalen, spiserøret eller mavesækken på samme måde give dårlig ånde og desuden ildelugtende opstød.

Nyresygdommen uræmi kan give en svag lugt af urin ved udånding, og er man diabetiker, kan man få det, man kalder ketonånde, hvis ens blodsukker er for højt. Det er en lugt, der minder om acetone.

Lægemidler

Nogle lægemidler kan udtørre munden og på den måde være årsag til dårlig ånde. Nervemedicin og lægemidler mod depression og andre mentale lidelser kan også give dårlig ånde. Det kan mere almindeligt brugte lægemidler også, som eksempelvis medicin mod for højt blodtryk, beroligende medicin, vanddrivende og sovemiddel.

Almindelig dårlig ånde

Men dårlig ånde kan også være selvforskyldt. Det er den karakteristiske hvidløgsånde for eksempel. Den går normalt væk af sig selv, men kan efter sigende undgås, hvis man samme aften før man går i seng spiser 1g c-vitamin.

Ligeledes alkohol og tobaksrøg kan lugtes ud af munden længe efter det blev indtaget. Her kan man bruge mere banale midler til at skjule lugten, f.eks. tyggegummi, pastiller eller mundskyld.

Behandling og skjul af dårlig ånde

Her kommer tandbørsten igen på banen. Og tandtråden. Ligesom til forebyggelse af sygdomme i munden, kan dårlig ånde afhjælpes af god mundhygiejne. Både den manuelle tandbørste og i særdeleshed el-tandbørsten hjælper til at rense tænderne og holde munden sund.

Man kan med fordel også rense tungeryggen med en tandbørste, eller en speciel tungeskraber, for at holde bakterier væk. Hvis den dårlige ånde er opstået på grund af svovlbrinteforbindelser i munden, kan zink hjælpe til at nedbryde bakterierne. Zink kan fås i sugetabletter både på apoteket og i Matas.

Til sidst kan den dårlige lugt skjules med pastiller, tyggegummi og mundskyld. Man skal bare passe på sit forbrug af mundskyld. Hvis det bruges uden grund og i en længere periode, kan det gøre bakterierne resistente og blot gøre ånden dårligere.

Når man bruger pastiller og tyggegummi, er det selvfølgelig vigtigt at bruge de sukkerfri udgaver. Det mindsker risikoen for huller i tænderne, og altså dårlig ånde af den grund.

Ved et dagligt tand-ritual med tandbørste og tandtråd kan man altså nå langt i forebyggelsen af dårlig ånde – og desuden huller og tandkødssygdomme.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/5 (0 votes cast)
VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0 (from 0 votes)